Inkassofirmaer er underlagt strenge regler, idet inkassofirmaer inddriver og opbevarer penge på vegne af deres klienter, men også for at beskytte skyldnere mod dårlig og uretfærdig behandling fra et inkassofirmas side.
Hvad er et inkassofirma?
Et inkassofirma er en virksomhed, der specialiserer sig i inddrivelse af ubetalte gældsposter. Når en virksomhed eller enkeltperson ikke betaler en forfalden gæld til tiden, kan kreditor overlade inddrivelsen af beløbet til et inkassofirma. Inkassofirmaet fungerer som mellemmand mellem kreditor og skyldner og arbejder på vegne af kreditor for at sikre, at den ubetalte gæld bliver inddrevet.
Hvilke regler er et inkassofirma underlagt?
I Danmark er inkassofirmaer reguleret af flere forskellige love, der sikrer, at inkassoprocessen foregår på en fair og retfærdig måde. Nogle af de vigtigste regler og retningslinjer, som inkassofirmaer skal overholde, inkluderer:
Inkassoloven: Inkassoloven fastsætter de grundlæggende regler og bestemmelser for inkassovirksomheders aktiviteter. Denne lov regulerer blandt andet, hvordan inkassofirmaer kan kontakte skyldnere, hvilke inkassoomkostninger der kan opkræves, og hvilke rettigheder skyldnere har.
God inkassoskik: I inkassoloven er det fastlagt, at inkassofirmaer er forpligtede til at følge “god inkassoskik”. Dette indebærer at behandle skyldnere rimeligt og respektfuldt, overholde gældende regler og retningslinjer og udvise professionalisme i deres arbejde. Hvad som er god inkassoskik, udvikler sig løbende i takt med at samfundet ændrer sig.
- Renteloven: I renteloven er fastlagt hvordan renter beregnes, men også hvornår der må pålægges rykkergebyrer, kompensationsbeløb samt inkassogebyr.
- Forældelsesloven: En forfalden gældspost (som f.eks. en faktura) bliver som udgangspunkt forældet efter tre år, medmindre at forældelsen bliver afbrudt. Inkassofirmaer må kun inddrive krav som ikke er forældet.
GDPR: Inkassofirmaer skal overholde reglerne om databeskyttelse og privatlivets fred, når de behandler personlige oplysninger om skyldnere i forbindelse med inkassoprocessen.
Må alle starte inkassovirksomhed?
I Danmark skal man som inkassovirksomhed have en autorisation fra Rigspolitiet for at kunne udøver inkassovirksomhed.
Det er reguleret af inkassoloven hvornår Rigspolitiet må tildele en inkassoautorisation.
Først og fremmest er der strenge kriterier til ledelsens kompetencer og personlige integritet. F.eks. må ledelsen i firmaet ikke være dømt for forhold som gør, at det må forventes at inkassofirmaet ikke udøver sine aktiviteter i overensstemmelse med god inkassoskik. Der er også krav til at ledelsesmedlemmerne ikke må være under konkurs eller have betydelig gæld til det offentlige.
En meget væsentlig kriterie som et inkassofirma skal overholde for at opnå og bevare sin inkassoautorisation er, at der skal stilles sikkerhed for de pengekrav, som skyldnere og kunder vil kunne have mod inkassofirmaet ved f.eks. svindel eller underslæb af klientmidler.